02-01-2018

Surdej

Netop mens jeg sidder og skriver dette, så dufter hele hytten af rugbrødet, som står i min ovn.
Vi har kastet os ud i livet med surdej. Det har vi prøvet en gang tidligere, men uden held. Men nu fandt jeg en ny måde at gøre det på. (Læs HER på denne skønne blog, hvordan det gøres).
Den opskrift er så nem, så jeg tror dårligt det kan gå galt, hvis blot man er tålmodig nok.
Vores surdej hedder Emil.
Mest fordi manden mente at han nok ville blive en umulig møgunge 😀

Det blev han egentlig også lidt på et tidspunkt. Det kørte fint og dejen var begyndt at boble og gøre alt det den skulle. Men pludselig klaskede den sammen og så død ud. Vi holdt dog ud og fortsatte. Og heldigvis, for den kom til live igen og bobler nu på livet løs.

Det viste sig at problemet slet ikke var Emil selv, men min mand, som havde vasket Emils hjem/beholder af med sæbe og tilsyneladende ikke fået AL sæbe ud af beholderen. Det havde nær taget livet af Emil, så et lille råd er: Pas på med det.
Det vi gør nu er, at når vi tager fra til fodring, så vasker vi Emils hjem af i meget varmt vand, til den er helt ren - Men KUN med meget varmt vand og når Emil så har fået mel og vand, så ryger han tilbage i sin rengjorte beholder igen. Så virker det.

Og hvad brød bager vi så, tænker du jo nok nu? Vi bager dette rugbrød, som du kan finde HER
Der var kun ét problem med den opskrift: Vi havde ganske enkelt ikke surdej nok i Emil.
Vi gjorde i stedet det, at vi lavede brødet ud fra 2/5 af opskrifter og bagte brødet i en lille form. Lige nu står det i ovnen og er sat til at skulle have 1 1/2 time i stedet for to timer, som der står i opskriften og så må vi jo se om det er helt tosset.
Ellers må vi jo bare på den igen.
Hvordan det smager, skal jeg nok vende tilbage med, når vi får det bagt færdig - Det er jo noget af en halvlang proces.